Harley-Davidson Motorcycles

HD.fo

Pil FORSIDE
Pil PRISER
Pil MODELLER
Pil NYE/BRUGTE HD
Pil RESERVEDELE
Pil HD UDLEJNING
Pil ARKIV
Pil LINKS

 

 

 

 

Harley Davidson - topbillede

Færø-turen maj 2003

3rd North Atlantic Motorcycle Rally, Føroyar Hvorfor skal det stå ned i stænger, bare fordi man skal på lidt ferie?

En spændende rejseberetning fra 3rd North Atlantic Motorcycle Rally på Færøerne.



Se billederne

Færø-turen maj 2003

I Hanstholm havn var det bare med at komme af regntøjet og så få indtaget lidt føde på den nærliggende grill, som har nogle ganske udmærkede pitabrød med kebab. Derinde var det tørvejr. Man skal komme i god tid inden færgeafgang og checke ind, så man har også god tid til at blive våd, hvis man vil stå ude i regnen og vente. Nogle af gutterne havde endnu ikke fået tilsendt deres billetter til hverken færge eller vandrehjem, så det var en tur på Smyril Line’s kontor for at hente en kuvert og så tilbage til check in, kun ca. to kilometer, for endelig at få lov at køre om bord. Når først man er forbi check in, er der ingen ventetid, så er det bare op ad rampen og i gang med at surre to-hjuleren fast. Den person, der har udtænkt det sindrige system med remme og spændere, skulle være stået lidt tidligere op den dag, for det er et elendigt system. Desværre var der en af vores deltagere som fik en bulet tank, fordi der ikke var nogen af de ansatte på båden, som lige vidste, hvordan disse spændere virkede, så efter at have spændt for hårdt til den ene side vippede den til den anden side. Sur måde at begynde sin ferie, men jeg må sige, han tog det i stiv arm.

Allerede inden vi kørte ombord på færgen, var vi blevet klar over, at vi denne gang var et temmelig blandet selskab. Man skal dreje øret i den rigtige retning for at forstå svenskerne, og dem var der nogle stykker af. Det var de farlige af os, for de kørte med rygmærker. De havde lokket, en ellers meget almindelig dansker fra det midtjyske med i deres ”bande”, så han så næsten ligesådan ud bagfra, som de andre, bortset lige fra når han sad på sin Wild Star, så var han dobbelt så bred.

Danskerne bestod for en stor del af bambusdrengene, som godt nok havde lokket en Ducati med i flokken, det var ham i de korte bukser og pæne knæ. Ja, og så var der jo undertegnede, som i et ubetænksomt øjeblik, var kommet til at vise tur-info’et til en ung mand på ”Paris – Dakar model med hængepatter”. ..og MC’en, den havde nu sine fordele, for når man selv er sjat-tanker, altså kører Sportster, og der er strejke på Færøerne, så er det nu rart, når der er en anden, som kan rumme 33 liter i tanken og villigt hjælper én, når man er tørlagt.

Vi var flere endnu. Helt fra Bornholm, på rygende HD i flotteste stil, til tider også med nummerplade, den fedeste chopper fra dengang, de viste Easy Rider i biffen.  ..og så dem i bil. De havde HD’erne med i traileren, blot ikke deres egne, dem savnede de,  men CAP’s Demo cykler til præsentation på Øerne.

Vi var alt i alt en god lille blandet flok mennesker, af rimelig kvalitet, aldersmæssig spændvidde ca. 50 år, og vi var alle opsat på, at skulle have en god ferie.

Færgeoverfarten, nej det kan man vist ikke kalde en tur på 34 timer, det er vel snarere en sørejse, den var laaang. Vi gjorde hvad vi kunne for at korte den lidt af med mad- og drikkepauser, og på den måde virkede den knap så dræbende. Færgens faciliteter er i top, kanongod levende musik i baren og dans, hvis det var det man ville. God mad, alt efter hvad man kunne tænke sig at spise, fordelt på flere muligheder, om man var til cafeteria, buffet eller slips. Den eneste ulempe var mangelen på biograf eller lidt bedre fjernsynsstue. Hvis man ville se lidt fjernsyn og altså ikke havde et i kahytten, så sad man og fik hold i nakken, hvis man altså samtidig skulle kunne høre hvad skærmtroldene sagde. Der var vist heller ingen vand i poolen, har jeg ladet mig fortælle. Men en god rolig overfart uden søsyge, hvor vi fik mulighed for at lære hinanden at kende over en enkelt fadøl.

Klokken lort om morgenen anløber vi Thorshavn. ..og er det ikke utroligt, vi bliver modtaget af en hel komité på havnen. En lille flok færinger, står og byder os velkommen og der bliver ved med at komme flere MC’er rullende for at tage imod os. Jeg har ikke oplevet en gæstfrihed magen til.  Cyklerne bliver sat til side og vi får præsenteret byen på vandring, indtil morgenmaden er klar til os kl. 7 på hotellet. Vi ser ud til at være et selskab, som er gode til både at spise og drikke.

Nu vil jeg gå bort fra den kronologiske orden og fortælle i spredt fægtning om mine oplevelser fra turen.

Vejret det artede sig. De dage vi virkelig havde brug for godt vejr fik vi det, ellers regnede det.

På fællesturen, hvor vi sammen med rigtig mange færinger, som havde taget fri fra arbejde for at være sammen med os, besøgte gamle kongsgårde, kirker og naturskønne pletter, på en ca. 200 km. lang tur. Gennem tunneler og over bjerge og alene den unikke natur uden træer, de er kun i Thorshavn, er ved at tage luften fra én, når man med resten af flokken af MC’er bryder freden og buldrer ind over fjeldene, så får og lam springer til siderne. Dem skal man faktisk passe på ikke at køre ind i. For det første er det altid din skyld og du skal erstatte fåret, og for det andet, så ved man aldrig helt, hvilken vej det skide får vil løbe. Så man skal altså sætte farten ned, når de går og græsser langs vejen.

På turen indtog vi vores frokost i en naturhavn med høje klipper omkring og en trappe, som gik meget langt ned til niveau med havet. Der må have være stille for længe, for pludselig dukker BMW’en , den med hænge…, op oppe ved toppen af trappen. Stille og roligt bumper den ned af trappen og helt ned og vender ved vandet. Den flok børnehavebørn, som på det tidspunkt var ved at synge deres fædrelands vemodige børnesange i en lille grotte ved siden af vandet, skyndte sig at samle de små spande, bamser og dukker sammen, som de havde medbragt, inden MC’en nåede helt ned for at vende. Så gasses der op for ligesom at lade cyklen op inden turen op, koblingen slippes og opad går det. Folk holder vejret, da han når op lige før toppen og tager gassen af. Går det mon galt? Men nej, nok så nydeligt vipper MC’en op over kanten og væk fra vores synsfelt. ”Pyha, der var han vel nok heldig”, lød der rundt om i flokken af tilskuere. Et halvt minut efter er han der igen, på vej ned. Samme procedure og op igen. ”Nå, han kunne altså godt” lød der, ”Han var ikke bare heldig”. Jeg vil snarere sige: ”Han kan bare ikke lade være”. 

Vi kørte TOY RUN fra børnehjemmet i Thorshavn. Den dag var det også kanonvejr. Mange børn ville gerne have tur og fik det. Der har været gode kræfter i gang længe inden, vi kom til Færøerne, for at samle ind til børnehjemmet og vi kunne være stolte af, at få lov til at være en del af det store setup det har været, at skaffe de 40.000 kr., som hjemmet blev ”begavet” med. De havde til gengæld lavet mad til os ”udenbys”, og som den tradition, det er blevet ved TOY RUN på stedet, fik vi laksefrikadeller, kartofler og gulerodsalat med smørsovs til. Det var god mad og frikadellerne var så store, at man skulle være mere end almindeligt sulten eller også bare biker for at spise mere end én.

CAP’s Demo ride foregik ved to steder på Færøerne. Den dag vi deltog, foregik det ved Centeret i Thorshavn. Øernes nok eneste indkøbscenter, som ikke er mere end et par år gammelt. Det er blevet et godt sted for de unge at hænge ud. Der er både den Gyldne Måge og et pizzaria, og borde i massevis. Vi kunne alle få lov til at prøve at køre på både Buell og Harley, som var linet op ude foran. ..og vejret holdt tørt det meste af eftermiddagen. Da det så begyndte at regne og dagen var gået godt med masser af prøveture og hvalragout med kartoffelmos i centeret, som vi fik gratis serveret med drikkelse til, bare fordi vi var tilstede med vores beskidte og nyvaskede MC’er i en forvirring, så var det tiden at komme hjem og blive shinet op inden Biker-party om aftenen. ..og hvad skal jeg sige? Kanon mad, kanon musik, for lidt stole og mange mennesker. De mennesker, som har fulgt os på fællestur og var med i centeret var også med til festen, og mange flere. Salen var fyldt til bristepunktet og der kunne ikke have været flere. Der var rigtig god stemning, fællessang efter Færøsk tradition og heldigvis også nogle sange på svensk, dansk og internationalsk, så alle kunne tralle med. Efter maden blev gulvet ryddet til dans og fed levende musik, og der blev danset, drukket og fortalt løgnehistorier. Gutterne synes at det var helt fedt, at det på Færøerne er pigerne der slås og at de begynder inden midnat. Den ene af kamphønerne blev båret ud af tre granvoksne mandfolk, og de havde deres problemer. De er nu seje de Færøske piger.

 En formiddag, mens der på de fleste stuer på vandrehjemmet blev kogt længe, efter en ”rolig” aften med lokale specialiteter, såsom hvalkød, skærpekød og den lokale bryg, (den der giver ondt i håret) ledte jeg efter nogen at slæbe med ind over bjergene på MC. Vejret var strålende og Bjergene indbyder til MC-kørsel. Jeg selv har en lille svaghed for hårnålesving og små bjergveje og dem havde jeg endnu ikke set nok af. Mister Wild Star var vågen, havde ikke fået morgenmad, men ville gerne med på tur. Vi kom hurtigt til en lille sidevej og den måtte vi ind ad. Lidt opad og så nedad, to hårnålesving og så en rasteplads. Udsigten kan ikke beskrives. Solbeskinnede bjerge med små brægende prikker på siderne, en lille gård i bunden af dalen og længere ude i vandet en ø, hvor der kun bor én familie. Hvor ved du det fra? Spørger den opmærksomme læser straks. Men det er sådan, at der er et vist antal mennesker på Færøerne, de kender alle hinanden og kommer der flere til, så sker det ikke ubemærket, to minutter efter vi nåede rastepladsen, kom der to indfødte, ikke dem i uldsweater, men et par MC’ister som os selv. De kender deres Øer og fortæller gerne om dem. Nå, jeg ville jo ud at køre, og som ikke ryger er det sværere at stå stille ret længe ad gangen. Nu var jeg jo på tur med en Wild Star med ekstra bredt styr og det kan give problemer på små veje med hårnålesving. Der skal man dreje på styret og kan ikke bare lægge cyklen ned, så hvis man ikke kan nå, så kan man ikke køre ned af de mindste veje. Jeg vil bare tilføje, at det ikke var mig der måtte blive holdende på rastepladsen, mens den anden tog en smuttur ned i bunden af en lille dal med udsigt over de 7 have, eller hvor mange der nu er. Tilbage på rastepladsen med en nærmest lykkelig fornemmelse i maven, lige ved siden af sulten, stod de andre stadig og snakkede og på forespørgslen om, hvor man kunne køre hen og købe en kop kaffe, blev vi i stedet inviteret på kaffe og frokost i private omgivelser med ost, brød og lune deller. Til trods for, at der på dette tidspunkt havde været strejke i tre uger og at vi ikke var gamle bekendte, blev vi inviteret og sagde heldigvis ja tak. Havde vi gjort det samme i Danmark?

Der kunne skrives meget mere bl.a. om turen op til Flyvestation Thorshavn, hvor vi med den skønneste udsigt og soleklart vejr så ud over alle de andre øer. Der kunne skrives meget mere om alle de mennesker, der var med til at gøre turen til en oplevelse, såvel deltagere som Færinger. Mange skulle takkes og blev det også under turen, for deres arbejde og hjælpsomhed, men mange fik alligevel ikke al den tak de fortjente. Jeg kan kun anbefale andre at følge i mine hjulspor.

Jeg har været der før. Jeg var der i 2003. Jeg kommer tilbage igen.

Anne